Skip to main content

Sikkerhedstendenser lige nu

Verden er i konstant udvikling, og sikkerhedsbranchen er ingen undtagelse. Bliv klogere på sikkerhedslandskabet ved at læse adm. direktør i Securitas Danmark, Claus Fibigers, perspektiv på nogle af de vigtigste tendenser inden for sikkerhed lige nu.

Sikkerhedsudfordringerne i den moderne verden bliver mere og mere komplekse, hvilket giver virksomhederne nye bekymringer og kalder på nye og anderledes løsninger. Dét stiller krav til sikkerhedsleverandører som Securitas, der skal tilpasse sig den nye virkelighed. Claus peger på en række tendenser, der vokser frem i sikkerhedslandskabet i øjeblikket, som vi skal tage højde for, når vi udvikler sikkerhedsløsninger:

  • Udvidelse af sikkerhedsbegrebet
  • Sikkerhedsløsninger skaber merværdi
  • Bæredygtighed fylder mere
  • Tilpasning til nye direktiver og krav

Læs mere om tendenserne her.

Udvidelse af sikkerhedsbegrebet


Helt overordnet sker der lige nu en udvidelse af sikkerhedsbegrebet hvor ting, der førhen ikke havde noget med sikkerhed at gøre, påvirker virksomhedernes sikkerhedsbehov og -risici.

”I sin tid var sikkerhedsudfordringer risikoen for tyveri, indbrud, brand med mere. De risici er selvfølgelig også til stede i dag, og for de fleste kunder er det også stadig de bekymringer, der fylder mest i hverdagen. Men vi ser samtidig, at udfordringer og emner, der tidligere ikke havde med sikkerhed at gøre, pludselig også påvirker sikkerhedsarbejdet.”  – Claus Fibiger, adm. direktør, Securitas Danmark.

Internationale konflikter er et eksempel på denne udvikling. Virksomhederne har ikke umiddelbart noget med konflikterne at gøre, men det kan alligevel få stor betydning for driften, hvis fx en forsyningskæde bliver brudt, eller virksomheden skal sikre medarbejdere på tværs af landegrænser. Et andet eksempel er cyberangreb, som kan ramme virksomheder direkte ved at påvirke deres aktiekurs. De to eksempler betyder helt nye risici for virksomhederne, der skal tages højde for i en sikkerhedsløsning.

Sikkerhedsløsninger skaber merværdi


På grund af det nye trusselsbillede er vi begyndt at gå anderledes til opgaven, når vi skal afdække virksomhedernes sikkerhedsbehov. I stedet for at fokusere på de behov, der direkte handler om sikkerhed, kigger vi mere overordnet på virksomhedens udfordringer. Claus giver et eksempel:

”Det kan fx være en café, der måske nok har behov for en alarm, der kan forhindre et indbrud. Men vigtigere endnu er det for dem, at der sidder en sensor i køleskabene, der kan give besked, hvis strømmen går, så de ikke risikerer at møde ind dagen efter og mangle friske råvarer. Det er ikke en klassisk sikkerhedsudfordring, men det er et problem, der sagtens kan løses med sikkerhedsteknik.”

Eksemplet viser, hvordan sikkerhedsløsninger kan skabe nye muligheder og værdi ved at løse flere og andre problemer end bare traditionelle sikkerhedsudfordringer.

Bæredygtighed fylder mere


Claus nævner bæredygtighed som et helt centralt element for mange virksomheder: ”man kan ikke undgå at anerkende, hvor stor en rolle bæredygtighed i dag spiller for virksomhederne.”

De senere år har vi oplevet en stigende interesse i mindre klimabelastende sikkerhedsløsninger, og vi har ofte dialoger med vores kunder om, hvordan vi kan tænke bæredygtighed ind i vores løsningsdesign. Det gør vi fx ved at kigge på, hvornår fysiske runderinger kan erstattes af videokameraer med opkobling til vores kontrolcentral. På den måde kan runderingen foregå fra vores kontrolcentral, og der skal ikke køre en vagt ud til virksomheden.

I arbejdet med bæredygtighed bliver vi hjulpet godt på vej af den rivende udvikling indenfor tekniske sikkerhedsløsninger. Brugen af AI og avanceret analyse vokser, og de nye løsninger giver mulighed for at udvikle sikkerhedsløsninger, som både er mere effektive og mindre klimabelastende. Fx kan videoovervågning med avanceret analyse understøttet af fjernvagt gøre opdagelsen og reaktionen på hændelser langt hurtigere og samtidig mindske risikoen for, at vagten kører forgæves til en fejlalarm.

Helt overordnet ser vi, at sikkerhedsløsninger, der i højere grad hviler på teknologi, er det bedste udgangspunkt for en mere bæredygtig sikkerhedsløsning.

Tilpasning til nye direktiver og krav


Med udviklingen af EU-direktiver som NIS2 og CER står virksomheder over for nye krav til deres sikkerhedsstrategi.

NIS2 (Network and Information Security) blev vedtaget i 2022 og fastlægger en række krav til virksomhedernes cybersikkerhedsforanstaltninger. Formålet er at sikre et højt niveau af informations- og cybersikkerhed på tværs af EU-landene. Initiativet træder i kraft i EU i oktober 2024, men forventes først vedtaget ved lov i Danmark i efteråret 2024. Det forventes derfor at loven træder i kraft primo 2025.

CER (Critical Entities Resilience Directive) har fokus på at opretholde den kritiske infrastruktur i EU. Direktivet stiller krav til EU-landenes kritiske enheder. Kritiske enheder er de organisationer og virksomheder, der driver kritisk infrastruktur eller leverer tjenester og services, som er afgørende for at opretholde vigtige samfundsmæssige funktioner. Det kunne fx være sundhedsvæsenet, transportsektoren eller energisektoren. Kravene omfatter blandt andet enhedernes evne til at modstå og reagere på kriser, der udgør en trussel for infrastrukturen. CER er endnu ikke implementeret i den danske lovgivning, men forsvarsministeriet forventer, at det er på plads i starten af 2025.

Claus fortæller at ”I forbindelse med NIS2 og CER har flere af vores kunder brug for rådgivning om, hvordan de nye regler vil påvirke dem, og hvordan de kan tilpasse deres sikkerhedsløsning, så de lever op til lovgivningen. Her står Securitas over for ny opgave, og vi skal fremadrettet være opmærksomme på direktiverne, når vi rådgiver nye og eksisterende kunder.”

Læs mere


Bliv klogere ved at downloade vores gratis white paper om tendenser i sikkerhedslandskabet. Har du brug for rådgivning omkring din virksomheds sikkerhedsløsning? Kontakt vores konsulenter for en uforpligtende snak på telefon +45 7226 8310 eller på mail salg@securitas.dk.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Beklager, www.securitas.dk understøtter ikke Internet Explorer. For at bruge vores hjemmeside, så prøv at bruge en nyere browser som Chrome, Safari, Firefox eller Edge.